A

Jeg var forberedt på at skulle arbejde hårdere end mine mandlge kollegaer. Jeg var forberede på fordomme. Jeg var klar på at blive gjort grin af.
Jeg havde ikke høje forventinger, men jeg havde også en ide om at så længe jeg kunne formulere mig, så længe jeg kunne forsvare mig skulle det nok gå, det er bare ikke sagen.
vi kvinder bliver ikke sat til værdifulde opgaver. Vi er her på samme forhold som mændenme men jeg bliver bedt op at ryde op. Bedt om at lave orden. De prøvede at sætte mig i butikken til trods for at det ikke var noget jeg skulle. Hver dag er en kamp.
Jeg siger at de kan ikke bare sætte mig til at gøre ting de ikke gider, og jeg bliver grint af. Jeg kræve at blive sat til rigtige opgaver, og jeg får afvise at der ingen er, alt i mens jeg ser mændene der kom samme dag som mig lave 100 forskellige opgaver.
Værkstedet jeg var på først havde maskiner. Efter jeg havde skældt en voksen mand ud og krævede at han faktisk satte mig til det jeg var der for ble jeg præsenteret for en maskine. Han spurgte om jeg havde brugt sådan en før, jeg sagde “Ja” hvor efter han grinte og sagde “gu har du ej”. Jeg sagde “jo…” han spurgte hvem der havde lært mig det. Alle maskinerne var sat til folk 16 cm højere end mig. Jeg lavede en skammel jeg tog med rundt. Hver dag ville en ny komme op og lave sjov med hvor lav jeg var og med min skammel. Sekundet jeg sagde at de ikke sætter kvinderne til noget blev jeg grint af. Jeg fik af vide at det var fordi “vi regner med i ikke har lyst”. Dette er et sted vi var frivilligt.
Jeg er den eneste kvinde der kom med videre. De andre droppede ud af progammet. På begge værksteder har jeg TAGET opgaver. Ingen oplærte mig, ingen lyttede til mig så jeg tog opgaver. Jeg er dygtig til hvad jeg gør, så når de opdager at jeg har taget et opgave, siger de alle “det var godt vi fandt d af at du var så dygtig”. Jeg bliver givet 0 muligheder, og når jeg viser mit talent bliver det set som noget jeg har nemt ved. Det er ikke mig der arbejder hårdt. Jeg har bare “a knack for it”. Hver dag hører jeg mine kollegaer få komplimenter for at gøre simple ting. Når jeg gør dem bliver det ikke set. Jeg fixer ting ingen af mændene har kunnet fixe og jeg bliver ikke rost. Jeg bliver gemt væk. Det ser skam i at en kvinde kan gøre deres arbejde bedre, så de kommenterer ikke på mig. Kun hvis de kan finde en fejl.
Hver dag sidder jeg alene i alle pauserne. I starten vidste jeg ikke hvornår pauserne var, og når jeg spurgte blev jeg ikke svaret. Jeg ved ikke hvor de går hen i deres pauser. Jeg ved kun der er pauser fordi jeg vil få af vide at jeg skal “huske at holde pause”.
Vi skal tømme telte for møbler og småting. Kvinderne lægter alle kaserne med småting. vi arbejder 60 minutter i timen. Mændene vil tage en sofa af og til og mene at de har gjort det hårde arbejde. Når vi kvinder løfter tunge ting siger de “er i sikre på at i har det?” “Skal vi ikke bare tage det?”. Hver gang svarer jeg at det ikke er særligt svært. Jeg siger den er ikke særlig tung, og det er tydeligt at de ikke kan lide ideen om at kvinder har nemt ved ting de har overbevist sig selv om er svære. Sådan er det med alt.

Det har min drøm så længe at arbejde med præcist hvad jeg arbejder med, men jeg ved ikke om jeg kan blive ved med at holde det ud. Og jeg HADER at de kommer afsted med at sige at “der er ikke mange kvinder fordi de ikke er interesseret” eller “det er fysisk hårdt!” Fordi det er løgn. Os kvinder er ikke velkomne disse steder. vi bliver ikke inkluderede. Vores arbejde bliver ALDRIG anerkendt. Alle mine bedrifter bliver bagatelliseret. Det er dybt ensomt, drænende og nedværdigende. Jeg har det forfærdeligt hver dag, men hvis jeg stopper føler jeg de vinder. De venter altid på at jeg laver den mindste fejl. Så har de bevis på at jeg ikke fortjener respekt. Og jeg ved at hvis jeg stopper vil det for dem være bevis på at kvinder bare ikke er interesseret i håndværk.