Jeg fik konstateret fibromer/muskelknuder ved et tilfælde efter en styrtblødning, som sender mig i gulvet. På hospitalet er de forundret over, at de ikke er fundet tidligere, grundet en spiral der har været scannet og taget ud tidligere på året og min klagen over smerter og komplikationer. Den største er på størrelse med en bordtennisbold.
Jeg får at vide, at jeg har cirka et år til at få børn i. Derefter vil fibromerne være for store. Jeg oplyser at jeg ikke ønsker børn og beder om operation til enten at fjerne knuder eller livmoderen. De siger “vent! bare så du ikke fortryder, for det viser statistikken, at kvinder i din alder gør”. Jeg er 32 og har allerede haft problemet i to år.
Et år senere er komplikationerne taget til. Jeg har længere menstruationer og smerter ved samleje. Man beder mig stadig om at vente med operationen.
Jeg lever på en toiletkumme. Energiforladt, svært ved at passe arbejde, koncentrationsbesvær, angst for at bløde et sted, hvor jeg ikke kan komme til et toilet og må konstant have to ekstra sæt tøj med mig.
En mandlig læge siger til kontrol, at han synes jeg skal vente med operation. Tænk hvis jeg fortryder? Jeg bryder sammen og kigger på ham og spørger “hvad siger statistikken om kvinder i min situation? Hvordan skal jeg lave børn i denne tilstand? Jeg har ikke haft samliv med min kæreste i mindst et år. Jeg kan ikke. Jeg vil ikke. Jeg risikerer at miste alt, hvad jeg har. Jeg har intet liv.” Jeg fik at vide, at det sommetider kan være svært at være kvinde, på den måde.
I min journal står der, at jeg ikke virkede overbevist eller klar til en operation. Jeg forstår det simpelthen ikke og i dag er jeg så vred over at have fundet ud af det notat. Nu har jeg flere år bedt om den operation og jeg blev fortsat puttet i en statistisk klasse.

























