Efter fødslen af mit første barn, hvor jeg fik en 3. grads bristning kom jeg til genoptræning. Jeg fik besked på, at jeg havde tyngde fornemmelse i mit underliv, men sagde, at jeg nærmere følte mig overspændt og følte, at mit ene ben sad forkert på. Jeg fik at vide, at det var en anden måde at beskrive tyngdefornemmelse på. Jeg fik i gang med genoptræningen og følte mig mere og mere anspændt i underlivet, og det blev svært at komme af med urin og afføring. Endelig forstod fysioterapeuterne, at jeg IKKE skulle følge det samme program som de andre, da det fik mig til at spænde op, i stedet skulle jeg afspændes. Efter få øvelser blev smerten i min lænd/ben værre og fysioterapeuterne blev enige om, at mit problem var psykisk, og anbefalede en psykolog, siden det ikke hjalp med de øvelser, de gav mig.
Jeg forlod forløbet i vrede og søgte hjælp ved alle tænkelige behandlere og specialister. Alle trykkede på mig og sagde, at ja, jeg var anspændt, men der var ikke noget, der skulle “sættes på plads”, som jeg ellers sagde. Ingen lavede andre undersøgelser end at trykke og konstatere, at jeg ikke vred mig i smerter.
Fire år og tre måneder senere – efter år i hvad jeg nu kan se var et smertehelvede med depressive tendenser – fødte jeg mit andet barn. Da hun kom ud oplevede jeg et kæmpe knæk i mit bækken og siden har jeg ikke haft smerter. Jeg har grædt mange tårer siden, fordi jeg er ked af det på mine egne vegne, at de første fire år af mit første barns liv har været ren overlevelse for mig, fordi alle mente, at jeg var pylret.

























