Jeg startede på p-piller efter min første menstruation, for som min mor sagde, ‘så har alle kvinderne i vores famile bagudvendt livmoder og mange smerter under menstruation’. Jeg tænkte ikke yderligere over det men besluttede at holde en pause efter 10 år. Mit liv ændrede sig markant – jeg var mere social, min musiksmag ændrede sig, jeg havde mere energi og lyst til at møde andre. Men jeg havde smerter og de blev værre for hver gang jeg havde menstruation. Efter ét år lå jeg i fosterstilling på mit gulv og hallucinerede af smerter. Og mit forbrug af panodiler og læren var decideret usundt (12-14 piller af hver om dagen). Lægen foreslog at starte på p-piller igen og jeg havde ikke tænkt over sammenhængen mellem ændringerne i mit sociale liv og energiniveau, så jeg sagde ja.
Forskellen kom med det samme og jeg kunne tydeligt se, hvordan jeg blev nærmest depressiv af p-pillerne, jeg havde mindre energi og havde ikke lyst til at mødes med mine venner. Jeg tog til lægen igen og bad om en spiral. For jeg kunne ikke overskue hverken smerterne eller p-pillerne.
Jeg fik af vide, at spiral gav man som regel kun til kvinder efter de havde født men jeg var helt febrilsk og meget bestemt om at ville prøve et andet præparat. Da den mandlige læge fik af vide, at jeg var jomfru prøvede han at tale mig fra spiral, for ‘det var jo synd, når jeg nu var så glat og stram’. Mind you, der havde ikke været noget gyn-undersøgelse, så hvad vidste han om det? Jeg blev rasende og fik gennemtrumfet spiral.
Gynækologen, der skulle sætte min spiral op, var en gammel mand og han prøvede også at tale mig fra spiral MED SAMME BEGRUNDELSE!
Jeg havde heldigvis en veninde med og hun holdt mig i hånden mens jeg stædigt fastholdte at jeg ville have spiral. Havde fået af vide, at det ville være mega smertefuldt men det var 2/10 ift mine menstruationssmerter. Tænker stadig tit på de klamme læger 🤢

























