Sundhedssystemet

Det startede med, at jeg en aften som 14 årig fik mange smerter. Det udviklede sig senere til meget høj feber og meget stærke smerter. Det her er så for 15 år siden, så man havde ikke vagtlæge men ringede i stedet til skadestuen. Mine forældre ringede selvfølgelig og det blev ikke taget seriøst og blev henkastet som menstruationssmerter. “Tag nogle panodiler”-agtigt.

Efter et par timer hvor det ikke blev bedre men faktisk værre, så havde min far læst om indirekte smerter ved blindtarmsbetændelse. Han testede dét og jeg havde alle symptomer. Min mor forsøgte at ringe til skadestuen igen og de affejede hende igen. Så tog min far mig med i bilen og sagde, at nu tropper vi op om de vil dét eller ej. Dét gjorde vi så og det var kun fordi min far blev ved med at insistere på, at det ikke var menstruationssmerter, at det blev taget seriøst og jeg blev indlagt.
I de næste par dage blev jeg nærmest udspurgt om jeg “virkelig var i så mange smerter som jeg sagde” fordi jeg ikke græd hele tiden, men alligevel sagde, at mit smerteniveau lå på måske en solid 8-9/10.
Jeg fik et drop og tilbudt panodiler men ikke andet smertestillende. Dertil blev jeg fastet fordi de “måske var nødt til at foretage en kikkertoperation”.

Da jeg så havde ligget med 40°C feber i to dage besluttede de sig endelig for, at jeg måtte få ordentlig smertestillende og dagen efter skulle have en kikkertoperation. Min mor og far insisterede og skændtes med lægerne hver dag. Jeg husker ikke så meget om præcis hvad fordi jeg var ret meget ude af den pga smerterne og feberen. Min mor har senere fortalt mig, at den mandlige læge der var ansvarlig for stuen ikke troede på os og derfor skændtes de. Det blev til sidst så slemt, at jeg blev opereret kl. 5 om morgenen på 3 dagen. Dér fandt de så ud af, at jeg havde blindtarmsbetændelse og jeg er ikke helt sikker på om den sprang under operation eller måske “bare” havde lækket lidt, men vi fik at vide af kirurgen, at det havde været i sidste øjeblik og der heldigvis ikke var løbet noget af infektionen ud i min bughule eller lignende.

Så kort sagt fortalte kirurgen os, at jeg kunne have været død hvis jeg havde ligget der meget længere. Jeg blev derfor også sat på en præventiv antibiotika kur i de der par måneder (mener det var 2 eller 3?) for en sikkerheds skyld. Men jeg er enormt heldig, at der ikke skete noget andet.

Alt imens lå en dreng på min stue med et brækket kraveben og blev taget meget seriøst og tilbudt smertestillende hver gang han fortalte, at det gjorde ondt.
Men der var flere gange under forløbet i den første dag, at jeg blev kaldt for “hysterisk” og “opmærksomhedssøgende” fordi jeg som sagt ikke græd særlig meget. Når jeg så endelig græd sagde de, at “det gør piger jo, så det betyder jo ikke så meget” eller noget af dén ordlyd. Blev også spurgt rigtig, rigtig mange gange om, om hvorvidt jeg havde menstruation eller om jeg kunne være gravid.

Jeg er bare enormt glad for, at min far og mor var insisterende fordi jeg tror næppe jeg havde været her, hvis de ikke selv havde troppet op på trods af, at de blev bedt om at se tiden an og blive derhjemme.