Sundhedssystemet

Jeg har flere

I mine 20’ere var jeg i en periode ked af det hele tiden. Og ønskede bare at dø imens jeg sov. Mine frokostpauser på skolen blev brugt på at græde. Så jeg gik til lægen. Han mente, at jeg virkede som en perfektionist, der skulle lære at slappe lidt af. Men han ville da gerne have en opfølgning et par uger senere.
På det tidspunkt har gråden fået en ny makker – voldsom hjertebanken og knugen for brystet. En følelse af at stå overfor en tiger på spring, selvom jeg bare var i skole.
Da lægen hørte om det, sagde han at det skulle jeg ikke bekymre mig om.
Jeg nævnte, om jeg måske skulle se en psykolog, og han trak på skuldrene. Det måtte jeg selvom. Fandt en psykolog, og surprise jeg havde en depression, men lægen troede heller ikke på min kvindelige psykolog og ville ikke lave en henvisning. Jeg endte med at skifte læge (til en kvinde), som med det samme lavede en test og en henvisning.
Jeg fik det godt igen, men undgår helst mandlige læger i dag.
For nogle år siden sagde min kæreste, at han synes, jeg skal gå til lægen, fordi det ikke er normalt, at man nogle gange knækker sammen, når man rejser sig op, fordi der ikke er ilt nok til hovedet og benene.
Min læge tager det seriøst, og får mig henvist til diverse undersøgelser og specialister. Hjertelægen (mand) på sygehuset lavede nogle undersøgelser, og kunne konstatere, at jeg måske bare er for stresset (selvom jeg har døjet med det i 15 år), og at jeg måske bare skal ændre noget i mit liv. Sige mit job op. Slå op med min kæreste.

Vi fandt aldrig ud af, hvorfor jeg så tit er ved at besvime. Og det er stadig et problem. Men jeg beholdt selvfølgelig også mit gode job og dejlige kæreste.
Og jeg er ret sikker på, at var jeg en mand, var jeg ikke blevet behandlet sådan.
Jeg har været i et forløb med en brækket albue i over et år. Faldt, kom på skadestuen, fik taget røntgen. Lille mejselfraktur, fik jeg at vide. Hvile, genoptræning, og så skulle jeg være igang igen snart.

Efter et par måneder starter jeg hos en kvindelig fys I det offentlige. Hun konstaterer efter et par gange, at noget er galt. Men vi aftaler, at vi prøver nogle flere ting, giver den noget tid – det skulle højne chancen for, at lægerne på sygehuset vil se mig igen, når hun skriver til dem om problemerne.
Jeg har meget begrænset mobilitet i armen på det tidspunkt, og den kan ikke klare nogen belastning. Og den bliver ikke bedre.

Efter nogle måneder mere skriver hun til sygehuset, som gerne vil se mig igen.
Lægen har så ikke helt forstået, at der er en god grund til, at fys har sendt mig retur. Så han konstaterer tennisalbue og sender mig til genoptræning på sygehuset.
Fys der konstaterer også hurtigt, at noget er underligt.
Der går måneder. Og jeg holder fast i, at noget føles forkert.
Til sidst spørger jeg, om min arm bare skal være ubrugelig resten af mit liv. På det tidspunkt er der gået et års tid.
Fik endelig lavet en skanning. De havde misset at et ledbånd i albuen havde rykket sig helt fri sammen med noget af knoglen.
Det skulle opereres på plads.

Et helt år med smerter, ardannelse i albuen og en følelse af hele tiden at blive gaslightet.

Og nu er jeg igennem genoptræning igen, 1,6 år efter faldet.

Jeg følte aldrig, at jeg blev taget rigtigt seriøst af lægen, før han opdagede, at der var et rigtigt problem. Indtil da var det helt fair, at en kvinde på 35 ikke kunne bruge sin højre arm til andet end småting.