Jeg satte for nylig nogle kjoler til salg på Facebook Marketplace. Jeg tænkte, at der ville være størst chance for salg, hvis jeg vedhæftede billeder, hvor jeg selv var iført kjolerne. Dette satte dog gang i en strøm af henvendelser fra mænd, som kommenterede kjolerne, mit udseende, spurgte om jeg også solgte undertøj eller strømper, ja sågar modtog jeg et dickpick fra en mand, som skrev, at han virkelig godt kunne lide mig. Det var voldsomt grænseoverskridende, og jeg så ingen anden udvej end at slette mine salgsopslag igen. Hvor er det trist, at det ikke er muligt at dele et billede af sig selv i en kjole, uden at modtage sexistiske beskeder fra fremmede mænd.

























