Det er 1. Januar 2015, min 3 årige datter og jeg er kommet hjem, efter at have overnattet hos nogle venner.
Jeg har haft ondt i nakken i en lille uges tid, og jeg tænker det er fordi jeg har ligget skævt med nakken en dag jeg er faldet i søvn på sofaen. Jeg har spurgt en veninde, der er uddannet massør, om hun måske kan gøre noget ved det, men da hun undersøger det, siger hun: det vil jeg ikke røre ved. Jeg kan ske at gøre det meget værre.
Det viser sig at være en rigtig god beslutning fra hendes side.
Nå men d. 1/1-2015 er vi kommet hjem og jeg mærker stivheden og smerterne i nakken. Jeg forsøger at strække nakke lidt ud, og pludselig bliver jeg svimmel. Sådan helt ud af det blå. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg mærkede et lille snap i nakken lige inden.
Jeg lægger mig på badeværelsesgulvet, og får ringet til min nabo.
Hun kommer ind og vi får sammen ringet til vagtlægen.
Jeg fortæller dem, forløbet og om mine smerter i nakken.
Vi får dem til at sende en læge over til mig, da jeg stort set ikke kan stå på benene.
Efter to timer kommer der en kvindelig læge, der laver en grundig undersøgelse af mig. Hun giver mig en smertestillende indsprøjtning så jeg kan få noget ro.
Næste dag har jeg stadig smerter. Jeg er blevet ordineret 2xpanodil og 2xibuprofen 3 x dagligt.
Det går lidt bedre, men jeg er sindssygt træt.
Mine forældre kommer og hjælper mig med min datter.
De kommer igen d. 3/1, da de ikke synes jeg skal være alene, når jeg har det sådan.
D. 3/1 tager smerterne til igen til trods for de smertestillende piller. Jeg ringer til vagtlægen. Denne gang får jeg fat i en mand. Han læser i min journal og konstaterer at det jo må komme fra, at jeg har ligget forkert på sofaen.
Fortsæt med de smertestillende og hvis du ikke har det bedre på mandag, må du tage fat i din egen læge, siger han. Det er lørdag formiddag.
Omkring 15:30 lægger jeg mig op for at hvile mig. Pludselig begynder det at klø inde i højre side at mit ansigt. Altså inde i mundhulen og under min hud. Jeg begynder også at få uro i min krop.
Jeg ringer til vagtlægen igen. Opkaldet bliver besvaret af en ældre mand.
Han vurderer at jeg nok har fået klemt en nerve, men jeg kan da lige få set på det hos vagtlægen.
Jeg skal vente på de ringer mig op, når der er plads, for lægen er lige ude at køre.
Jeg bor i Grenå, så vi har én vagtlæge.
Efter en god time, er jeg så svimmel, at jeg må sætte mig på gulvet, for ikke at falde ned af stolen.
Jeg overvejer at ringe 112, men i det samme ringer de fra lægevagten at jeg godt må komme over. Min mor tager med mig, da jeg nu har svært ved at stå på mine ben.
Hos lægevagten bliver jeg lagt på en seng i et andet rum, men vi skal lige selv holde øje med numrene. Vagtlægen tager os ind efter hvor akut hun vurderer det er.
Jeg ved ikke hvor længe jeg venter, men jeg får det hurtigt værre. Jeg skal kaste op og uroen i min krop bliver mere og mere intens. Selvom min mor er ude og sige ved sygeplejersken at jeg har det virkelig skidt, er der andre patienter der bliver vurderet til at være mere akutte end mig. Først da min mor går ud og taler højt, at nu skal de altså komme, kigger lægen ind til mig.
Hun forsøger at få mig ind på hendes kontor, men må have hjælp af min far, der er kommet sammen med min datter.
Mit blodtryk er helt hen i vejret og hun kontakter Århus kommunehospital for at høre, hvad vi gør.
Herefter beder hun mine forældre køre mig til kommunehospitalet, da det nok vil tage lige så lang tid, hvis vi skal vente på en ambulance.
Det er en køretur på 1 time, og vi skal også lige forbi farmor og farfar og aflevere min datter, da hun naturligvis ikke skal med.
Inde på hospitalet er den kvindelige overlæge mildest talt ikke imponeret over lægerne håndtering af mig, og hun er rystet over at mine forældre er blevet bedt om selv at køre mig på hospitalet.
Jeg ryger i MR scanner og det viser sig, at jeg har haft en blodprop i hjernestammen både d. 1/1 og igen 3/1.