Jeg har altid døjet med voldsomme blødninger og stærke smerter under menstruation. Det startede allerede som 12-årig, og jeg fik derfor p-piller som 13-årig for at dæmpe smerterne – men ingen undersøgelser.
Jeg fortalte om mine invaliderende smerter til en gynækolog, da jeg var i start 20’erne og flyttet hjemmefra, og hans reaktion var: “Det kan være, du har endometriose, men det opdager du, hvis du får svært ved at blive gravid.” Og så blev jeg sendt ud af døren med følelsen af, at det skulle jeg ikke tale mere om.
Da jeg 10 år senere havde født barn nr. 2 (blev gravid uden problemer) , blev mine smerter så uudholdelige, at jeg ofte græd på vej på arbejde og tog 4-5 piller ad gangen for at komme igennem dagene, så jeg tog til sidst til gynækolog igen. Han scannede mig, men kunne se, at min spiral sad korrekt, så han sagde meget arrogant, at der intet var galt med mig, og at det var helt udelukket, at man ville fjerne min livmoder, fordi jeg var så ung. Jeg var bare så sikker på, at den var problemet og jeg ville ikke have flere børn, så hans ord fik mig til at tudbrøle – jeg kunne simpelthen ikke leve en uge hver måned i så mange smerter. Han sagde småhånende, at han da godt kunne sende mig videre til sygehuset, men han mente, at intet var galt.
Få minutter inde i undersøgelsen på sygehuset konstaterede de, at jeg havde adenomyose, og de respekterede mit ønske om at fjerne livmoderen. Endelig blev jeg lyttet til, og endelig følte jeg mig berettiget til mine smerter.
Her 4 år senere er jeg så glad for, at jeg har fået et nyt liv uden de smerter!