Jeg har infantil autisme. Da jeg var 12 begyndte en voksen mand i 20’erne at kontakte mig online, og fra jeg var 13 begyndte han at .. ja, hvad skal jeg kalde det. Gå i seng med mig. Jeg forstod ikke dengang, at det ikke var normalt, på trods af at jeg samtidig kom i alvorlig mistrivsel med selvskade og selvmordstanker. Jeg afbrød kontakten da jeg var 15 eller 16, fordi jeg lærte, at det der foregik ikke var ok.
Jeg har haft problemer siden. Jeg er i dag 35, og hændelserne påvirker mig stadig i en grad, at jeg fungerer meget dårligt. Er diagnosticeret med PTSD og går i behandling i psykiatrien. PTSD’en kommer sig af, at jeg under “overgrebene” frygtede, at jeg ville blive mast ihjel. Manden var meget høj og svært overvægtig, og det var meget overvældende for mig. I mange år prøvede jeg at fortrænge det hele. Men så kom jeg på mit arbejde i forbindelse med en person med samme navn – det væltede læsset for mig. Blev alvorligt syg med anoreksi, kom i psykiatrien, og her fandt de så ud af, at det bunder i PTSD fra dengang.
Nå, min egentlige pointe.. jeg anmeldte dette til politiet i 2022. Han erkendte omstændighederne. I 2023 traf en anklager ved anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi afgørelse om, at manden fik et tiltalefrafald. Hun begrunder det med, at der er tale om et “fuldt frivilligt seksuelt forhold” og at relationen betragtes som “tilstrækkeligt jævnbyrdig”. Denne afgørelse destabiliserede mig enormt meget og har siden været inde og ude af psykiatriske indlæggelser grundet selvmordsforsøg. Jeg forstår ikke, at en seksuel relation mellem en 13årig og en mand i 20’erne nogensinde kan ses som jævnbyrdig. Og slet ikke når barnet har autisme og desuden udviklede PTSD som følge af relationen.
Jeg synes situationen er dybt uretfærdig, men samtidig vender jeg det indad og skammer mig over mine reaktioner og tænker, at anklageren må have ret.. Jeg ved som sagt ikke rigtig, om det er sexisme. Men tænkte at det lidt er som når medierne kalder Epstein for en “sexforbryder”. At anklageren kalder dette et “forhold”.