Jeg lider af migræne, som er en af de klassiske kvindesygdomme som ingen forsker i, eller ved en skid om. Man får anfald som kommer ud af det blå med kraftig hovedpine, og virkeligt ubehagelige symptomer som fx talebesvær, synstab, lammelse i den ene side af kroppen og ansigtet, osv. Man er sat ud af funktion resten af døgnet når det rammer, og nogle gange i flere dage, hvilket er ret invaliderende.
Den anfaldsmedicin man kan få (triptaner) virker ikke på de fleste, og har nogle nederen bivirkninger som fx. øget risiko for blodpropper. Da jeg hørte om et nyt præparat som virkede mere lovende (vydura) tog jeg til lægen og spurgte om jeg kunne få det ordineret. Lægen vidste ingenting om præparatet men sagde at det kunne jeg ikke, og gav en helt forkert forklaring af at det var forebyggende medicin og ikke anfaldsmedicin, hvilket ikke er rigtigt. Men jeg blev forvirret, og troede på ham i øjeblikket da han jo var lægen.
Derefter begynder han at dreje samtalen over på mit psykiske helbred, og jo jo, vi er vel alle sammen lidt stressede i den her verden, men det var jo ikke det jeg kom for at løse. Jeg havde bare brug for noget anfaldsmedicin som rent faktisk virker, og håbede på bedre smertereducering ved anfald, så jeg ikke skal ligge 24 timer i de vildeste smerter hver gang det sker. I stedet kom jeg ud med en psykologhenvisning. Og det er ikke første gang at jeg har oplevet det, desværre!
Hele oplevelsen var så ydmygende. Han fik mig endda til at lægge mig på en briks og fortælle om personlige dele af mit liv. I øjeblikket fulgte jeg bare anvisningerne fra ham fordi han havde autoriteten som læge, men bagefter tænkte jeg bare what the fuck!
Jeg har stadig ikke fået ny medicin her 2 år efter fordi jeg bare ikke orker at gå til lægen med det mere.

























