I mine start 20’ere oplevede jeg et underligt sygdomsforløb efter at være blevet bidt af en flåt på Bornholm. Det startede med jeg følte mig totalt afkræftet: Jeg havde helt fint, når jeg lå ned, men hvis jeg skulle gå blot ultrakorte distancer fx ud på toilettet føltes det vitterligt som et maraton. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende og det undrede mig, at det varede en hel uge, for så længe er jeg aldrig syg og slet ikke, hvis jeg egentlig har det okay, når jeg ligge ned. Det gik så over og jeg følte mig rask i en uges tid, hvorefter jeg fik dundrende hovedpine. Jeg havde hånden på hjertet Aldrig haft hovedpine før i mit liv. Jeg er på ingen måde pyldret, men jeg kunne simpelthen ikke møde på arbejde, fordi det gjorde så ondt, men det gjorde primært ondt, når jeg stod op, ikke når jeg lå ned. Min mor og jeg kontaktede af flere omgange egen læge og vagtlægen. Hver gang blev vi affejet med, at “Det var bare migræne”, selvom vi oplyste lægerne om det mærkelige sygdomsforløb og flåten på Bornholm. Først efter to uger, hvor vi hver eller hver anden dag havde kontaktet læger, var der Endelig en vagtlæge, der sagde, hvis ikke det bliver bedre, så kom ind på sygehuset og så tager vi nogle prøver. Det blev jo ikke bedre, så vi tog på sygehuset, hvor jeg straks blev indlagt, da de ud fra prøverne mistænkte, at det var meningitis (hjernehindebetændelse), men de kunne ikke sige det med sikkerhed. Da jeg havde været indlagt et par dage ude af stand til at rejse mig fra sengen pga. smerter, havde min daværende kæreste fået googlet sig frem til, at det nok var TBE, flåt-båren encephalitis (hjernebetændelse), hvilket netop er noget man kan få fra flåter på Bornholm. Den diagnose var lægerne nu enige i. Jeg endte med at være indlagt en uge på kraftige smertestillende, hvor jeg ikke kunne andet end at ligge ned og sove. Jeg blev udskrevet og fik at vide, jeg ikke måtte lave noget i en måned, fordi min hjerne skulle komme sig. Mine symptomer aftog over måneder gradvist og jeg var jeg til tjek med jævne mellemrum. Til den sidst konsultation fik jeg at vide af lægen, at jeg var ekstremt heldig, at jeg ikke havde fået nogle alvorlige mén. Man skal aldrig tage en læges affejende ord for gode varer, hvis man kan mærke på egen krop, at den er helt gal, og lægens ord ikke tager alle informationer, du giver, med i regnestykket.
Da min bror var meget lille bemærkede min mor, at han en dag ikke kunne tisse. Når han prøvede kom der kun dråber ud, selvom han drak og spiste som han plejede. Min mor kontaktede lægen der mente hun bare var en pyldret, overbekymret mor. Hun kontaktede lægen af flere omgange, men blev affejet hver gang. Til sidst var der heldigvis en læge, der tog hendes henvendelse alvorligt. Hun tog ham med på sygehuset, hvor de konstaterede, at han havde forhudsforsnævring. Han blev Straks opereret og efter operationen, fik hun af lægen at vide, at det var godt hun var kommet nu, for havde hun ventet bare lidt længere, kunne min søde bror have været død af en sprængt blære…
Det var mine to skrækkelige historier om læger, der mener vi kvinder bare er pyldrede og hysteriske, når noget er medicisk Helt Galt

























