Da jeg kom til nakkefoldsscanning i uge 12 første gang jeg var gravid, fandt de ud af, at der ikke var noget liv og jeg blev derfor sendt over og snakke med en læge om det videre forløb. Hun sagde til min kæreste, at det jo var meget normalt, hvis han ikke blev ked af det, for det gjorde manden ofte ikke 🤦🏼♀️
Efter vi havde prøvet at klare det medicinsk, blev jeg sendt ind og fik lavet et udskrab. Da jeg kort efter lå med feber og kulderystelser, fik jeg at vide, at jeg “havde jo også været meget igennem” (altså at det var psykisk). De valgte dog at beholde mig natten over for en sikkerheds skyld. Dagen efter skulle jeg gennem tre sygeplejersker og en læge for at få taget nogle nye blodprøver (for lægen havde ikke skrevet at det var nødvendigt i min journal) og det er først da jeg insisterer i gråd, at de går med til det. Inden blodprøverne kommer retur ligger jeg med nye kulderystelser og 40,5 i feber og de må så konstatere at jeg nok har fået blodforgiftning under operationen. De starter mig op i antibiotika.
Dagen efter gentager tingene sig en smule, da jeg ligger med 42 i feber og kulderystelser. De ender med at operere mig igen, da de åbenbart ikke havde fået det hele med ud første gang (med risiko for at min livmoder kollapser og jeg dermed aldrig kan få børn) og starter mig op i 3 forskellige slags antibiotika i drop.. Jeg var så tæt på at dø.
Men jeg havde jo også været meget igennem…. 🤦🏼♀️

























