Apropos jeres tema om smerter og sundhedssystemet: Jeg er 26 år, og mine menstruationssmerter er over den seneste tid blevet værre. Jeg græder oftere af smerte, bliver vækket om natten og ligger vågen i flere timer. Smerterne stråler ned i benene trods varmedunk og smertestillende, og nogle gange kan jeg knap andet end at sidde og stirre ud i luften. Først da det blev så slemt, bestilte jeg tid hos lægen. Det siger noget om, hvor indlært det er, at menstruation gør ondt, og hvor længe man kan normalisere sine smerter… Inden tiden blev min ellers regelmæssige menstruation forsinket. Jeg havde kraftige smerter i flere dage, blev svimmel og kastede op, men blødte stadig ikke på 6. dagen. En graviditetstest var negativ, men lægen ville tage en ny, da det ville være “ærgerligt at misse hos en ung kvinde som mig”Fortsat: Derefter spurgte hun, hvad jeg ville have hende til at gøre, og sagde at hun ‘bare’ kunne udskrive nogle p-piller og se om det kunne noget, uden reelt at forholde sig til de forværrede smerter eller mulige årsager. Jeg måtte selv insistere på en henvisning til gynækolog. Da jeg spurgte til forsinkelsen, svimmelheden og opkastningerne, fik jeg at vide, at de først blev bekymret efter 7+ dage, og at symptomerne ‘nok bare’ skyldtes at jeg havde ondt.
Da jeg ringede til gynækologen, havde lægen ifølge sekretæren blot skrevet, at jeg havde ondt ved menstruation – intet om forværringen eller de øvrige symptomer. Jeg fik samtidig at vide, at jeg skulle være virkelig glad for kun fem ugers ventetid.
Nu venter jeg på min tid i november, frygter næsten min næste menstruation og tænker over, hvor lidt vi lærer om, hvad der er normalt, og hvor længe kvinder må kæmpe for at få deres smerter taget alvorligt og blive udredt for årsagen.

























