Anonym.

For ti år siden.
To bekendte af mig sender mig en anonym mail, hvor det tilsyneladende ser ud til at der er indrykket en sexannonce I mit navn. Da jeg ser læser mailen, kan jeg slet iikke forstå hvorfor eller hvem der kan finde på dette, og føler mig meget ydmyget og truet, da der også er angivet telefonnummer og det hele og jeg “tilbyder” lidt af hvert.
Jeg overvejer at lukke min telefon, taler med kollegaer om det det og famillien, som alle råder mig til at anmelde det. Jeg går til Frederiksberg politi, hvor jeg henvender mig til en ældre politibetjent i skranken. Han er alvorlig, men noget fraværende over for mig, men da han går ud i baglokalet med en kopi af min mail, læser han den op for sine kollegaer og alle griner højlydt. Jeg føler mig dobbelt ydmyget, men gør anmeldelsen færdig i tavshed og går.
Senere samme dag opdager jeg at det er to bekendte af mig, en kvinde og en mand som har forfattet annoncen, og at det er en “fake”-annonce. Det er ikke en rigtig annonce, og mit navn eller tlf figurerer ikke nogen steder. De er meget overraskede over at jeg gik til politiet, og kan slet ikke forstå, at jeg ikke synes det var en sjov joke.
Dette er jeg også meget stødt over. Tænk, at de troede jeg kunne finde det sjovt!!!!

Jeg går til politiet igen og trækker anmeldelsen tilbage. Det er nu en anden (ung)betjent. Jeg fortæller ham om behandlingen jeg fik sidst og siger at det ikke er ok. Betjenten siger, at han forstår min situation og lover mig at give den pågældende betjent en overhaling, men jeg ved ikke om jeg tør tro på det.