Hvorfor jeg ikke gider tale om job i sociale sammenhænge udenfor min normale omgangskreds: Fordi så snart jeg har fortalt at jeg har en håndværksmæssig uddannelse, så standser samtalen dér fordi den mandlige samtalepartner tilsyneladende har fået sig et nyt mål i livet, nemlig at bevise overfor mig at han ved væsentligt mere om mit fagområde end jeg selv gør, til trods for at han hverken er uddannet eller overhovedet arbejder indenfor området.
Det sker så tit, at jeg er lige ved at forelske mig i de få mænd, som IKKE udviser ovennævnte reaktion af bare begejstring over at de stadig vil høre min mening om Donald Trumps toupet/situationen i mellemøsten/hvorvidt havartiost er en spiselig genstand, også efter de har hørt at jeg er håndværker.

























