Da jeg engang var ude og danse, var der pludselig hænder på min numse. Fremmede hænder. Da jeg en del gange i forvejen havde oplevet meget uvelkomne og grænseoverskridende tilnærmelser, var jeg halvvejs mentalt forberedt og brugte et trick, jeg havde læst om i en bog en gang. Jeg vendte mig om, tog fyren i kraven (det var en god dag, for han var ikke specielt høj, og jeg var i hæle) og råbte ham meget højt og uartikuleret ind i ansigtet; “Wuoaarrghhhuow!!!”, indtil jeg kom i tanke om nogle ord der passede til situationen. Noget om ikke at røre ved min røv uden at være inviteret, for det var MIN røv. Han så meget forskrækket ud, og hvad bedre er: Det var den sidste af en lang række forulempelser, jeg havde oplevet. Jeg tror det gjorde et eller andet definitivt ved min udstråling. Bogen, jeg havde læst, var “Pløk på fransk visit”, hvor de kække spejderpiger i stedet for at lade sig slå ud af sprogbarrieren, skælder en dreng ud ved at råbe teksten til “Stork Stork Langeben” efter ham.

























