Jeg er gift med en skøn, skøn mand, der ikke har problemer med selvværd, selvtillid, mandlighed eller sin rolle som mand og far. Når folk hører at det er ham der laver maden herhjemme, løfter de straks øjenbrynene. Ville man gøre det hvis det var mig? Han er jo bare bedre til det end mig og vil have god mad. 🙂
Jeg arbejdede på et tidspunkt på et kontor, hvor der var ansat cirka 40 mandlige ingeniører og kun få kvindelige.
Jeg ventede barn nummer to, og min søn var på det tidspunkt cirka 3 år, og han ønskede sig en dukke og en sort børnedukkevogn (sådan en Brio), for han kunne huske at hans egen far jo gik rundt med barnevognen.
Når han så fik sin lillesøster, så kunne Far gå med den store barnevogn med lillesøster i, og så kunne storebror gå med sin egen barnevogn ved siden af, med sin (drenge)dukke i. Så skulle de rigtig gå og drikke kaffe og hygge med barnevognene som skønne fædre.
Det rejste et ramaskrig på kontoret at min søn fik sin sorte dukkebarnevogn! Det kunne man da ikke?! En dreng med en dukkevogn (der lignede den Far gik rundt med?) Om jeg da ville have at han blev bøsse?! Jeg blev grinet ad, hånet og kaldt en dårlig mor der opdragede en ‘bøssesøn’ og det var min skyld jeg ødelagde hans liv ved at give ham en dukkevogn.
Når jeg kigger på min skønne, intelligente, smukke, maskuline mand, der strutter af mandlighed, selvtillid og selvværd, så tænker jeg, at hold kæft nogle nitter de der kolleger var. Tænk at hele deres mandlighed var hængt op de der latterlige hundredeårgamle kønsroller….
Godt min søn har en sund rollemodel i sin skønne far.

























