Jeg var en 11-12 år gammel, tidligt udviklet og var en sommerdag ude at gå tur med vores lille hund. Jeg gik langs den sidste øde parcelhusvej inden de brakmarker, hvor jeg elskede at gå, løbe og lege med hunden, men idet jeg gik forbi en tæt ligusterhæk, hørte jeg pludseligt én fløjte derindefra (det der todelte fløjt, som mænd giver kvinder på gaden eller en bar i film). Først gik jeg videre, da det jo ikke kunne gælde mig, men så kaldte en mandestemme derindefra mig for “smukke” og sagde noget mere i den stil. Jeg blev rædselsslagen og flygtede op på den nærmeste mark, hvor jeg skjulte mig bag et læhegn. Bagefter sneg jeg mig hjem i håbet om, at ham manden ikke ville se mig igen, og sagde det til mine forældre. Min far gik straks hen til huset og fortalte bagefter, at manden forsøgte at undskylde sig med, at han havde gæster, der var blevet fulde, men jeg havde jo kunnet høre, at der var ikke andre end ham i haven. De næste år valgte jeg at gå en besværlig omvej, når jeg ville op på markerne med hunden, for at undgå at skulle forbi manden og hans have igen.

























