JT

I forbindelse med mit barn og det køn han har, møder jeg hele tiden modstridende forventninger, krav og holdninger til ham – og gerne fra de samme personer. Det veksler imellem “han er bare en rigtig dreng” kommentarer når han er i gang med flænse en hel legeplads op i vild leg eller får sit værelse til at ligne et bombekrater, og så forventninger om at han skal kunne være stille, forsigtig, ikke pille i ting og lave perler eller sidde i rundkreds i børnehaven i længere perioder ad gangen (som treårig). Overraskelse over at han, som dreng, kan sidde stille og få læst uendeligt mange historier op (for drenge har da ild i røven hele tiden!), frustration over at han fysisk fylder meget. På den ene side skal han, qua sit køn, åbenbart hyldes/accepteres for at være “rigtig” og på den anden side skal det problematiseres at han ikke kan sidde stille og har uro i kroppen når nu man mener han skal gøre det.
Kan vi bestemme os? Og så må jeg forresten også ønske mig en lille fin pige (prinsesse!) som næste barn, nu hvor jeg selv er kvinde.