For et par måneders tid siden var jeg med nogle veninder i byen for at fejre en fødselsdag. Jeg bliver rigeligt fuld i løbet af aftenen og får på en aldeles flabet måde sagt til en fyr med boxertud, at han godt kan opgive at score min veninde. Granted, det var ikke smart. Jeg går så op og sidder i baren med en anden veninde, og sidder og ser Eurovision Song Contest, da braktuden sætter sig ved siden af mig og forsøger at lægge an på mig(!). Jeg ignorerer ham og holder øjnene på tv’et og min veninde. Han giver dog ikke op, så jeg fortæller ham, at jeg har en kæreste, som jeg er meget glad for, og at han godt kan opgive det. Han konkluderer, at grunden til at jeg ikke vil snakke med ham må være, at jeg får for lidt og for dårlig sex hos min kæreste. Og hvornår var sidste gang jeg havde haft sex måske? Jeg blev enormt provokeret og ville give ham svar på tiltale, så jeg sagde (som sandt også var) ‘i morges’. Han kvitterede med et ‘5 minutters missionær tæller ikke’ og så gik han. Jeg var helt paf, men fik mig samlet sammen og gik ned til ham og smækkede ham én, for det havde jeg lige lært, at man godt må, hvis fyre opfører sig sådan. Han smækkede mig én tilbage. Det var så det, jeg skred, men mine veninder fik mig hentet tilbage og talt mig ned, og jeg forsøgte at fortsætte en god aften med pigerne. Fyren opsøgte mig igen, for han var så frygteligt ked af, hvad han havde gjort, så han hev mig med udenfor for at undskylde så mange gange – han kunne slet ikke forstå, at han havde slået mig. Og det var det eneste han undskyldte for. Men for mig var det jo fuldstændig ligemeget, at han havde slået mig. Han havde heller ikke slået en brøkdel så hårdt, som jeg havde. Problemet for mig var den måde han havde talt til mig på, og at han mente at den eneste årsag til, at jeg ikke ville være sammen med ham var, at jeg var frustreret fordi min kæreste var elendig i sengen. Ih ja, jeg kan heller ikke komme i tanker om andre grunde. Da jeg til sidst havde godtaget hans undskyldning, mente han at det var på sin plads at prøve at kysse mig. Nej tak, mester.
Jeg har flere lignende historier, men det der egentlig gør mig mest harm, er min egen tankegang. Jeg er meget bevidst omkring sexisme i hverdagen, og jeg taler ofte med meget store bogstaver om det, men alligevel griber jeg mig selv i, når jeg sidder og læser andre kvinders historier her på siden, at tænke ‘men måske var det jo lidt din egen skyld?’ eller ‘det lyder da rart, at nogen komplimenterer dit udseende?’. Det generer mig, at jeg kan være så bevidst om det, men alligevel ikke kontrollere det. Og det generer mig, at jeg i supermarkedet konsekvent opsøger en kasse hvor der sidder en kvindelig ekspedient, hvis jeg vil købe noget usundt – af frygt for, at en mandlig ekspedient vil dømme mig. Og nej, jeg er ikke overvægtig, men faktisk ganske slank. Jeg fortolker det som om sexismen er så indgroet i dagligdagen den selv sniger sig ind i feministiske sind.

























