Min barndom var plaget af hyppige migræneanfald, som gjorde deltagelse i sport og skolegang umuligt, når først jeg var ramt. Jeg var underernæret fordi jeg kunne glemme at spise og drikke vand, og havde ofte svært ved at falde i søvn – og hvis en af disse 3 hensyn ikke blev forsigtigt passet, stoppede min krop med at virke.
Jeg er voksen i dag og har fået styr på at håndtere mine hovedpiner, men nogle gange går det galt. Det gjorde det ofte i gymnasiet og her måtte jeg sande at jeg blev fuldstændigt forskelsbehandlet. Hvis jeg havde det skidt, så var det min egen skyld og jeg skulle tage mig sammen, men hvis min kvindelige klassekammerat havde det skidt, tog min lærer sig af hende, tilbød hende hovedpinepiller, eller fri fra undervisningen – det var virkelig kærligt og omsorgsfuldt.
Jeg kunne ikke få denne behandling. Jeg blev disrespekteret og lagt for had, når jeg var svag – og med tiden lærte jeg at acceptere dette.
Sådan virker sexisme også: At kvinder har et eksklusivt privilegium til svaghed – og mænd skal løfte deres byrder.
Privilegiet kommer med sine fordele, men jeg tror ulemperne er værre: Jeg tror mange af de sande og frygtelige historier, som bliver fortalt herinde, er manifestationer af disse ulemper.
Så for at paracitere en stor taler, som talte om noget lignende: Min drøm er at privilegiet kommer til at dø: At mennesker skal vurderes, ikke på hvilke kønsorganer de besidder, men på indholdet af deres karakter.
– en mand der tror på ligestilling

























