At have været udsat for så meget hverdagssexisme at man ikke ved hvor man skal starte, er næsten det værste af det hele.
Da min daværende kæreste ikke ville tage mig tilbage fordi jeg havde klippet mit hår af og dermed lignede en betonlebbe.
Når folk finder ud af at det normalt er min kæreste som laver maden, og sender mig et blik som implementerer at jeg bør have en hvis dårlig samvittighed over dette.
Da en fyr tog mig på brysterne og klemte så meget til at jeg troede at de ville falde af på en bar der var så tætpakket at jeg kunne se hvem han var men kunne ikke komme over til ham for at reagere.
Da en fyr på en bar, uinviteret satte sig ved mine veninders og mit bord, ikke ville lade os være selvom vi høfligt prøvede at få ham til at gå og han blev ved med at vælte vores øl så bordet tilsidst soppede i øl. Da jeg bad ham om at hente en klud, og tørre bordet af, skulle jeg bede ham om dette tre gange indtil at han hentede en klud og kylede den så hårdt han kunne ned på bordet så øllet sprøjtede til alle sider. Da jeg så bad ham om at gøre det ordenligt, og jeg kan se at han er ved at eksplodere af raseri da han kigger mig lige en i øjnene og siger “A woman NEVER tell me what to do”, hvorefter at jeg beder ham gentage det og han gentager det endnu højere. Heldigvis var det min stambar så jeg fik ham hurtigt smidt ud.
Da jeg tog bussen i skole på min ti-års fødselsdag og jeg sammen med mine søskende sad på de bagerste sæder i en meget proppet bus. Den gamle mand som sad ved siden af mig lænede sig da ret meget op af mig, men jeg prøvede at ignorere det, lige indtil at jeg stod ud af bussen og mens jeg var på vej ud nåede han at tage fat i min ene bagdel, give en lille klem og så trække hånden til sig igen. Jeg løb ud af bussen over til den næste bus jeg skulle med, hunderæd for at bussen ville køre for næsen af mig, så jeg skulle stå og vente, da jeg endnu ikke havde turdet at kigge tilbage for at se om han fulgte efter mig, og hunderæd over at mine søskende stadig sad i bussen med ham.
Hunderæd over at tage bussen i mange år efter, selvom jeg skulle tage den flere gange om dagen. Og i mange år sad jeg aldrig, ALDRIG ved siden af en mand.
Generelt alle de gange hvor man er blevet forulempet, har sagt imod, og er blevet kaldt snerpet, og man rent faktisk er blevet overbevist om at det er en selv der er noget galt med.
Den gang hvor at jeg havde kysset med en fyr, T., og at min mandlige ven A. og jeg beslutter os for at tage med hjem til fyren jeg havde kysset med og hans roommate S.. De to boede i en minimal et-værelses lejlighed og min ven A. og roomaten S. gik igang med at spille konsolspil mens jeg lå på sengen med T.. Vi var alle i det samme rum, jeg var ualmindeligt fuld, så fuld at jeg næsten ikke følte at jeg kunne bevæge mig, men at T. alligevel konstant prøvede at trække ned i mine strømpebukser, eller at få hånden op under min trøje, og at jeg blev ved med sige nej, og rykke hans hånd, men at det var meget tydeligt at min modstand var fuldstændigt irrelevant. Efter noget tid rejste min ven A. sig op og sagde at nu ville han hjem. Jeg husker at kigge på ham for at se om han på nogen måde sender mig et blik der siger “og du skal med!!!!!” men ser intet så siger at så ses vi nok en anden gang. Han går så og nu bliver T. rigtig grov og når jeg beder ham om at lade være siger hans roomate S. “Hold nu kæft kælling, du er virkelig meget kønnere når du ikke snakker”. Efter noget tid vil jeg tænde en cigaret og rækker ud efter min lighter som jeg, sammen med mine andre ejendele, har lagt i min støvle så jeg ikke ville glemme dem. I det samme mærker jeg min mobil vibrere i min støvle og ser at sms’erne vælter ind fra min ven A. hvor der står ting som “hvad er der galt med dig?! Kom nu ud derfra!!” og “Kom nu ud for helvede, hvad fanden har du gang i!!” og det er der hvor det går op for mig hvad fanden der egentlig foregår, og jeg pakker sammen så hurtigt at jeg ikke engang får lighteren ud af min støvle, giver ingen forklaring til T. og S. og løber haltende ud af lejligheden fordi at der jo er en lighter i min ene støvle. Heldigvis boede A. meget tæt på, så, med lighter i støvlen, halte-løber jeg hele vejen til det hjørne hvor han står og venter på mig, og ender lige i armene på ham hvor at jeg bare begynder at græde.
Efterfølgende fortalte jeg ikke historien til nogle da både T. og S. befinder sig i det miljø som jeg bevæger mig i og de er også anset som nogle af de “seje og populære”. Da jeg to år efter fortæller det til S.’s kæreste, siger hun “man skal bare kende ham, han er en sød fyr!”.

























