På studietur til Finland med min klasse. Jeg kender ikke min klasse så godt, så jeg sørger for at være så meget med så muligt, når vi hygger og fester om aftenen den uge. Jeg sidder og taler med et par af fyrene, men den ene af dem prøver igen og igen at røre ved mig; aee mit hår, stryge mig på armen, kræve kram, kræve et kindkys.
Jeg konfronterer ham, siger, at jeg synes, det er unfair, at han tvinger mig til at afvise ham, når alle drengene kan sidde der og snakke med ham (og altså lære ham at kende), uden at de hele tiden skal afvise ham.
Problemet var objektivt set, at det var irriterende at skulle ødelægge den gode stemning med at sige “lad lige være”, men følelsesmæssigt følte jeg slet ikke, at denne mand havde lyst til at lære mig at kende/blive min ven. Jeg følte totalt, at han kun talte med mig i håbet om på sigt at kunne score mig.
Det er ikke første gang, jeg oplever dette.

























