I går var jeg ude med min kæreste og en af hans veninder, og vi er rundt på forskellige barer. Aftenen igennem føles det som om, jeg er to forskellige mennesker, alt efter hvor jeg befinder mig i forhold til min kæreste. Når vi alle tre sidder omkring et bord, eller vi står i baren i rækkefølgen mig-veninde-kæreste, er der mange mænd, der giver mig et øjebliks øjenkontakt, når deres blik vandrer rundt i baren, nogle smiler til mig eller løfter deres glas til hilsen. Når jeg går alene gennem baren, f.eks. til toilettet, er der mange, der tager kontakt og taler med mig. Men så snart jeg står ved siden af min kæreste, er det som om, jeg er usynlig. Ingen ser på mig, ingen vil tale med mig. Der er ligesom en mur af kold luft omkring mig.
På et tidspunkt støder en af venindens kolleger til, som hun har fortalt nogle sjove historier omkring. Han taler med min kæreste, mens jeg står ved siden af.. han spørger til hvordan min kæreste og veninden kender hinanden. Efter endt forklaring spørger jeg ind til en af de sjove historier om ham: “Og det er dig, der sender billeder rundt til folk, hører vi?”. Han griner og fortæller hele historien til min kæreste med fast øjenkontakt, som han ikke bryder en eneste gang, selvom jeg undervejs hvisker min kæreste i øret: “Prøv at se, hvordan jeg bare overhovedet ikke eksisterer”, og næsten demonstrativt prøver at møve mig ind i hans synsfelt.
Det er en ubehagelig følelse at blive vurderet ud fra “kan det kneppes?”, og er svaret nej, så er jeg ikke engang værd at tale med, kigge på eller anerkende som menneske overhovedet.

























