Udover de utallige klap bagi, sexistiske kommentarer fra mænd i nattelivet mv., som det vel næsten er standard at kvinder kan fortælle om, er det voldsomt for mig at opleve hvordan en tidligere kærestes manglende forståelse for- og accept af mine nej’er stadig præger mit seksuelle liv. Det var ikke voldtægter, men det var heller ikke ikke-voldtægter. Og det var i al fald ikke respektfuldt eller kærligt. Det var nedværdigende og med til at opbygge en manglende fornemmelse for min egen lyst.
Det betyder også at jeg, efter 8 års samliv med en kærlig, øm og respektfuld mand, stadig får skyldfølelse og bliver bange for at blive afvist, hvis jeg siger nej til sex. Tænk, at det kan gro så meget fast, at det bliver integreret i ens seksualitet, at man ikke må sige nej. At man kun fortjener ømhed og kærlighed, hvis man “betaler” med sex. Tænk, at det kan sidde så godt fast, at det efter 8 år med en anden mand, endnu ikke er fordrevet.

























