Anonym

Da jeg var 19 år gammel, blev jeg gravid, på trods af brug af minipiller. Det er muligt, at jeg kan have glemt en enkelt pille i cyklussen, men uanset hvad årsagen var til at jeg blev gravid, så var det bestemt ikke ønskeligt for mig i min situation at skulle have et barn. Og hvor var jeg taknemmelig for at leve et sted i verden, hvor jeg havde ret til at få foretaget en abort, da jeg stod i den situation. Den dag i dag er jeg fortsat glad for det valg, jeg traf dengang, selvom det ikke var nemt.

Tilbage til aborten. Jeg skulle have foretaget en kirurgisk abort, og da jeg kom op på hospitalet skulle jeg igennem fødegangen (!) for at komme hen til den del af afdelingen, hvor aborterne blev foretaget. Jeg var i 8. uge, og jeg havde min daværende kæreste med. Jeg bliver lagt i fuld narkose. Jeg vågner midt i aborten, jeg husker det lige så tydeligt, og jeg siger/råber højt: “nej, nej, nej.”, og det bliver sort igen. Jeg vågner senere op hulkende og råbende og helt rundt på gulvet, og der kommer en sygeplejerske løbende og stikker mig en lussing “for at få mig til at falde ned,” som hun siger. Hun oplyser mig om, at det ikke har været muligt at foretage aborten, da jeg – selvom jeg var i fuld narkose – havde klemt benene krampagtigt sammen.

At læse om mine reaktioner, kan muligvis få nogle til at tænke, om jeg selv var med på det. Så her vil jeg lige indskyde, at det var et bevidst og oplyst valg om abort, jeg havde truffet. Jeg var ikke blevet presset til det af nogen – hverken venner, kæreste eller familie. Men på det tidspunkt i mit liv, var jeg personligt slet ikke klar til at være mor. Og den dag i dag, er jeg fortsat ikke i tvivl om, det var det rigtige valg.

Jeg siger til sygeplejersken, at jeg er sikker på, at jeg på et tidspunkt under narkosen vågnede op. Hun siger, det er umuligt, at det kan lade sig gøre. Jeg insisterer på, at det er sådan det var, og hun konfererer med lægen, og vender tilbage til mig, og siger, at det ikke var sket.

Jeg får så en ny tid til en abort, ugen efter, og går fortumlet rundt og kan ikke glemme den – tæt på traumatiske – oplevelse, som det var, at være vågnet op under aborten, men at have fået at vide, at det var i min fantasi, det var sket.

Det næste indgreb forløber som det skal. Men jeg går stadig rundt og føler mig småtosset, fordi jeg ikke kan få det til at stemme, at den oplevelse med at vågne midt i indgrebet skulle være et produkt af min fantasi. Jeg ender efter et par måneder med at bestille tid hos min egen læge – efter jeg har bedt ham om at indhente journalen fra det første indgreb og i en telefonkonsultation fortalt ham om min oplevelse. Da jeg møder op hos ham, siger han, at han kan bekræfte min oplevelse ud fra det, som står i journalen. Altså, at det var noteret i journalen, at jeg var vågnet op midt i narkosen, og at jeg havde råbt under indgrebet, samt klemt benene så meget sammen, at det havde været umuligt for dem at foretage indgrebet. Behøver jeg at skrive, at min bekymring for mit eget velbefindende gik fuldstændigt i sig selv? Men min tiltro til vores ‘abort’-system og de personer (man kan selvfølgelig ikke skære alle over én kam), som er ansat der, led et gevaldigt knæk.