Amalie

Jeg havde af praktiske årsager min cykel med i bussen, som var proppet med mennesker. Da jeg føler en mand presset op ad mig, flytter jeg mig, så jeg står med benene ind over cyklen og skaber plads mellem ham og jeg. Mens jeg tænker at han sikkert bliver mast imod mig af de andre mennesker. Et kort øjeblik efter er han igen klistret op ad mig og jeg forsøger at flytte mig igen. Alt for sent, går det op for mig at han laver bolle-bevægelser op ad min hofte og står og stønner. Jeg får råbt ad ham at han skal flytte sig og dét lige med det samme. Og jeg ender med at stå af bussen, fuldkommen lammet.
Der gik flere uger, før jeg fik fortalt nogle veninder om situationen, fordi jeg skammede mig over, at jeg ikke fik sagt fra før. Senere har jeg tænkt over hvorfor jeg ikke sagde noget, noget før og jeg er kommet frem til at det var frygten for, hvad de andre i bussen ville tænke om mig. Og det giver jo ingen mening. Det er jo ham, der fysisk overskrider en grænse. Han overtrådte en følelsesmæssig grænse og alligevel er det mig, som er ‘bange’ for, hvad der tænkes om mig.