Karen

Da jeg gik på kristen efterskole i Rebild, lærte jeg at homoseksualitet er en synd og en sygdom der kan kureres. I seksualundervisningen var jeg den første til at sætte et kondom på en gulerod – ikke fordi jeg havde haft sex endnu (jeg var 15) men fordi jeg er god til at bruge mine hænder. Læreren fremhævede mig ved at huje og råbe VI HAR EN VINDER – og grine smøret til den dreng jeg hang meget ud med, som om vi havde haft sex. De to piger der var kærester, blev kaldt ind på kontoret og vi andre på gangen kunne høre at de blev kaldt for satans horer. Jeg har nok altid været til kvinder, men forblev i skabet i 20 år efter. På trædrejningskurset var min lærer der var omkring de 60, vild med mig. Han sagde jeg var en god pige, og han kyssede mig flere gange på munden. Bagefter sagde han: “ja jeg må jo ikke”.. “men du er så sød.. hvis jeg havde været yngre var du og jeg blevet et par”. Jeg kunne ikke tage hjem fordi jeg boede alene med min terroriserende psykisk syge mor, så jeg turde ikke gøre noget der kunne få mig smidt hjem, efterskolen var mit eneste hjem. Så da jeg var på Skagen festival og min idrætslærer havde tilbudt mig at bo i hans telt fordi mit tog vand ind, begyndte han at rage på mig og jeg løb ud af teltet. Så gik jeg rundt hele natten. På efterskolen efter sommerferien på år.2, lod han som ingenting. Og det gjorde jeg også. Hende der blev kaldt en satans hore og kørt mest på fra lærernes side, har begået selvmord idag. Da jeg var til gammel elev dag for år tilbage, sagde læreren med seksualundervisningen: “Hvad blev der af hende N? Hun var da HELT ude på et skråplan!” Så grinede han. Jeg fortalte at hun havde begået selvmord. Så gik han. Man skulle nødigt tage ansvar. Ham og konen er nu lærerpar på en anden efterskole. Jeg ville ønske nogen kunne have passet på mig, givet mig tryghed og lært mig at SLÅS! Hvis jeg kunne leve mit liv om, havde jeg trænet endnu hårdere, så havde jeg slået fra mig og så havde jeg sagt noget . ikke at nogen havde lyttet. Hvis jeg havde lavet nok oprør, havde jeg fået en plejefamilie, fået hjælp som en “svær” pige. I stedet var jeg en af de mange tusinder af lyshårede pæne piger, der ikke havde en chance og gemte sig bag en pæn facade. Gid jeg havde gjort noget – sagt noget, smadret noget, eller… Måske hvis everyday sexism havde eksisteret dengang.. Og et sisterhood, af jævnaldrende – og voksne kvinder der kunne have taget mig ind og givet mig et trygt sted at bo – og lært mig om livet, om hersketeknikker, vold, overgreb. Til alle jer derude, jeg håber I ved at i er stærke, værdifulde og fantastiske. Sammen er vi stærkest!!!