Anja

Under hele min opvækst har jeg oplevet grænseoverskridende tilnærmelser fra voksne mænd, kommentarer som forsøg på fysisk kontakt. De tidligste minder er ret slørrede, og nogle er slået hen og glemt som “no big deal”, men jeg ved, at jeg allerede som barn havde oplevet nok til, at jeg blev direkte bange for voksne mænd, så jeg ikke turde være alene med en mand i samme rum. Den slags bevidsthed burde børn ikke have!
Da internettet og de første chatrooms kom til, fandtes der også allerede mænd som forsøgte at chatte sexuelt med os 12-13-årige piger, og ville mødes med os.
Første arbejdsdag på et afløserjob er det første den 48-årige chef siger til mig “Spiller du håndbold, når du har så lange slanke ben?” Jeg forsøger at sige til mig selv at det er harmløst, men jeg har det alligevel ubehageligt indeni, fordi det på ingen måde var meningen, at denne 28 år ældre mand skulle bemærke eller kommentere på min krop.
Som 24-årig havde jeg en chef på 50+ som flere gange så sit snit til at køre fingrene henover min røv. Jeg så ham også overbeglo en ca. 18-årig kollega, så snart hun vendte ryggen til.
I Alanya inviterer en mand i 50’erne mig ind for at se en moske. Han peger på alt muligt fint som jeg skal se. Pludselig går det op for mig at han står og onanerer med hånden nede i lommen. Når jeg løber alene hjem til hotellet, bliver jeg tilråbt af flere mænd end jeg kan tælle på to hænder.
Det er skræmmende, at så mange mænd synes det er ok at gøre uopfordrede tilnærmelser eller direkte overgrep mod piger/kvinder, som kunne have været deres datter/barnebarn.
Jeg har også oplevet mange sexistiske kommentarer osv. fra fyre på min egen alder, men de har ikke sat sine spor på samme måde, som dem der kommer fra voksne MÆND, som jeg burde kunne søge tryghed hos. Det er dem, der gør mig mest chokeret, og får mig til at væmmes mest.