Helena

Engang gik jeg hjem fra en bartur alene. Det var ikke specielt sent.
En fyr sagde (måske til sig selv) “Why is it always raining?” For at være lidt witty svarede jeg “Because it’s Denmark.”
Derefter var han ikke til at slippe af med. Jeg var ikke afvisende fordi jeg ikke ville være “ond.” Han stillede en masse spørgsmål, fokuserede på mig. Når vi passerede en bar spurgte han om jeg ville med ind og have en drink. Jeg insisterede på at jeg bare skulle hjem. Jeg nævnte at jeg er dårlig til at finde vej. Han sagde at han kendte området godt (selvom han talte engelsk, og tydeligvis ikke var herfra.) og sagde at hun kunne lære mig at finde vej, og jeg kunne lære ham at spille musik (som jeg havde nævnt at jeg gjorde) han lagde gerne op til længerevarige aktiviteter vi kunne lave sammen.

Han “fulgte stadig efter mig” og jeg havde det pisse dårligt med at han ville komme til at se hvor jeg boede, men jeg turde ikke sige noget. Jeg håbede bare på det bedste.

Da vi ankom til der hvor jeg bor sagde jeg at nu måtte jeg altså komme ind og sove og sådan, men han ville meget gerne have at jeg gik længere og snakkede med ham. Jeg sagde nej.

Så skete det.

Jeg satte nøglerne i låsen. Han tog dem UD AF LÅSEN og ville ikke give mig dem tilbage.
Jeg sagde at jeg ville give ham en lussing hvis han ikke gav mig mine nøgler tilbage.
“Give me back my keys or I will slap you across the face.”
Han svarede dertil “That’s not very nice” hvortil det eneste logiske svar jeg havde var “You know what’s also not very nice? Snatching my keys. Give them back.”

Han trak på skulderen og gav mig dem, utilfreds. Jeg ved simpelthen ikke hvad han forvente efter sådan et stunt. Jeg har ikke set ham siden, men hold kæft jeg var bange. Jeg skyndte mig ind, mit hjerte bankede, jeg snakkede med alle der var online for at komme ud med det. Jeg var utrolig bange.

Set i retrospekt var det uden tvivl min ret at sige at jeg ikke ville følges med ham længere. Men jeg var bange, og havde ikke lært at man må den slags. Især ikke som kvinde.