Jeg cyklede i dag forbi en gruppe studenter (fire drenge) fra mit gamle gymnasium, hvoraf jeg kendte et par stykker. Jeg havde egentlig en intention om at dreje mig og råbe tillykke, når jeg cyklede forbi, men endte i stedet med at føle mig overfuset, da en strøm af klamme opfordringer og tilråb i stil med “hva’ så skal du med hjem til mig i nat?!” væltede ud af dem – først til pigen der cyklede foran mig og derefter til mig. Klokken var halv seks om eftermiddagen og de var højst sandsynligt på vej hjem fra studenterkørsel, men deres fuldskab er en dårlig undskyldning for den ærgerlige følelse, de gav mig. Jeg følte mig latterlig og lille over at jeg havde tænkt at sige noget pænt til nogle mennesker, der behandlede mig som en smuk genstand, som de kan lege med tanken om at stikke deres pik ind i.
For at det ikke skulle være løgn, nåede jeg kun at cykle 300 m. længere før jeg stødte ind i en gruppe på 20 cyklende drenge (i ens (efterskole-?)trøjer) – hvor jeg blev mødt med tilråbet “ÅRH – lækker, lækker pige.” Normalt ville jeg have smilet lidt og taget det som et kompliment, men efter den anden episode, blev klumpen i maven bare lidt større.
Nej. Jeg blev ikke glad for at nogen synes, jeg var lækker. Jeg følte mig ikke overøst med kærlighed i de ‘komplimenter’. Jeg følte mig overfuset og objektiviseret. Som om jeg var mindre værd end de drenge, der synes, det var deres ret at bruge mig som en slags manddomsprøve.

























