Navn

Jeg har altid foretrukket at have kort hår, gå i løse t-shirts, bukser, og shorts. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg i løbet af mit liv (er 25 nu) er blevet spurgt om hvorvidt jeg var en dreng eller en pige. Mine veninders mødre har flere gange udtrykt bekymring for min “drengede” tøjstil og udseende, og spurgt om jeg ikke snart ville begynde at gå i kjoler, bruge make-up og få langt hår. Min familie har for det meste ladet mig gå i hvad jeg ville da jeg var barn, men de har alligevel flere gange (især da jeg blev teenager) presset på med kjoler/nederdele, og sagt at mit hår var grimt, og at jeg nok ville komme til fornuft, når jeg mødte en sød dreng.

I gennem folkeskolen blev jeg drillet med, at jeg lignede en dreng. Til sidst blev det for meget for mig, jeg skiftede skole, og jeg lod i tre år mit hår vokse ud, og begyndte at gå i kjoler/nederdele oftere. Det medførte tilgengæld at drenge og mænd ofte kom med klamme tilråb til mig på gaden, hvilket føltes langt værre end de konstante “er du en dreng eller en pige?” spørgsmål. Så jeg klippede igen håret kort, og gik sjældent i kjole/nederdel. Men med puberteten kom bryster, større hofter og røv, hvilket medførte, at jeg igen oplevede mænd og drenge, der verbalt og fysisk forgreb sig på mig i det offentlige rum.

Da jeg var 14 år og ude at gå en tur med min mor, blev vi stoppet af en dreng på min alder, hans ven og to veninder, som ville vide om jeg var en dreng eller en pige. Jeg sagde “hvad tror du selv?”, men de blev ved med at spørge og fulgte efter os. Så sagde min mor til ham, at jeg ikke behøvede at have en hel maske af make-up på som hans veninder for at være en pige. Han blev vred og kaldte min mor en luder, og sparkede hende i ryggen. Vi skyndte os væk, og de opgav heldigvis hurtigt jagten på os.

Det sker ikke længere ligeså tit, at jeg bliver spurgt om mit køn, men jeg har flere gange oplevet på byture, at mænd råber “lebbe”, som et skældsord, efter mig.