Jeg arbejder i en havnegrill. Der kommer mennesker fra mange, ikke alle, lag af folket. Et godt bredt udsnit af den danske middelklasse. Jeg har altid følt mig enormt sikker på den her arbejdsplads, for det første fordi jeg kender familien bag tilbage fra barndommen, for det andet fordi min chef altid har fortalt mig, at jeg ikke skal finde mig i noget lort fra hverken stamgæster eller nye engangs-gæster. Der er nogle rascistiske og stupide individer i den her havn. De er til at tale med og tale til fornuft. Der var dog den her ene person som ikke indeholdt det mindste gram empati. Jeg smiler, som altid, og tager imod bestilling. Da næste der sker, er en ophævelse af min tilstedeværelse. Han kigger på min chef, siger: “Jeg aner ikke engang hvilken farve hendes øjne har” og bliver ved med diverse kommentarer om mine bryster. Jeg er chokeret og prøver at blive vred. Men han når at gå, da han kommer tilbage for at hente sine ting, taler jeg roligt til ham og siger at han ikke skal tale så grimt til mig. Min chef er der på pletten for at bakke mig op, men hans øjne møder ikke engang mine, han afbryder mig og fortsætter i en tanke han havde om min krop. Jeg tror jeg har lukket ned for min egen tankevirksomhed, for jeg fortsætter den næste halve time på automatpilot. Da jeg går om bagved, falder mit hjerte ned i maven og tårer presser sig på. Jeg græder. Aldrig har jeg følt mig svagere.

























