Da jeg var barn, var jeg det, som mange mennesker kalder “en drengepige”. Kort hår. Glad for at spille fodbold, svømme, basketball, rulleskøjter, klatring osv. Sågar actionfigurer samlede jeg på. Det skal man ikke gøre i Danmark, hvis man ellers har sit sociale liv og sin familie kær. Til næsten alle familiefrokoster blev min frisure og mit tøjvalg offentligt debatteret. Både min onkel, moster og bedsteforældre prøvede at overtale mig til at få langt hår. De sagde, at jeg jo bare kunne sætte håret op i en hestehale, og så var det ligesom at have kort hår. En enkelt gang havde jeg taget en kjole på, og det blev dagens underholdning med bemærkninger à la “Ja, nu ligner hun jo næsten en pige”. Den eneste, der forsvarede mig, var min far. Han kunne finde på at sige, at det bestemmer Asta selv. Hun er sej med kort hår. Min mor sagde ingenting. Hun var enig med de andre. Jeg skriver dette indlæg for at vise, at det her med begrænsningen af kvinders personlige frihed i det offentlige rum, er et strukturelt problem. Det er noget, som både kvinder og mænd bidrager til. I mit tilfælde var det lige så meget kvinder, der prøvede at begrænse min frihed, og det var en mand, der forsvarede den. Der er meget snævre grænser for, hvordan man må “gøre sit køn” i Danmark. Især i provinsen. Hvis man skiller sig en smule ud fra mængden ved som pige tilfældigvis IKKE at have en forkærlighed for lyserøde Hello Kitty kjoler, ja så kan du godt droppe alle tanker om social accept. Hvis du som dreng faktisk er helt pjattet med lyserøde Hello Kitty kjoler, ja så kan du ligeså godt glemme alt om social inklusion hos majoriteten. Hvad blev der af begrebet “et menneske”? Eller begrebet “et barn”? Hvorfor skal kønnet altid være det primære?

























