Anonym

Ude foran mit barns børnehave møder jeg moren til ét af de andre børn. Hun kommer med barnevognen, med nummer to, som hun har fået for kort tid siden. Barnet ligger med en dyne med mørkeblåt betræk på, hvorpå der en mørkeblå ugle. Vi står og snakker lidt og en anden mor kommer forbi og lykønsker også og spørger om det er en dreng (sikkert pga. de blå og lyserøde kønsmarkører, som efterhånden er blevet så rigide, at vi ikke engang længere tænker over det). Den nybagte mor siger lidt forlegen: “Ja jeg ved godt, det er blåt dynebetræk, men det er en pige, men hun arver alt fra XXX (storebroren).” Stemningen bliver lidt akavet, og den anden mor siger lettere undskyldende, at det samme gælder for hendes datter XX, som har arvet rigtigt meget af sin storebror.
Hvornår er det blevet sådan, at man skal undskylde for at éns barn bærer en bestemt farve? Det sker mere og mere, og er vi efterhånden overhovedet bevidste om, at det er smarte markedsføringsstrategier, der får os til at handle sådan og at det ikke er medfødt, hvilke farver man kan/skal gå i, fordi man er dreng eller pige?