Malene

Historien starter med at jeg blev udsat for et overgreb af krænkende art. Jeg var taget med en mand hjem, og overnattede på hans sofa i et fællesrum. Han forsøgte flere gange at overtale mig til sex, men jeg sagde nej, og foreslog at jeg kunne gå igen hvis han havde det bedst med det. Men han sagde at det var helt fint, vi kunne jo bare sove. Efter noget tid faldt jeg i søvn, men vågnede ved at han prøvede at trække mine lange underbukser ned, og slikkede på mine balder. Jeg slog ham væk, og han kaldte mig noget grimt. Han gjorde også andre ting som var særdeles krænkende for mig. Jeg turde først gå, da han igen var faldet i søvn. Næste dag tog jeg ind til politistationen for at anmelde ham for blufærdighedskrænkelse. Politiet var meget interesseret i at høre hvad for noget tøj jeg havde haft på, om jeg var beruset, og om vi havde kysset tidligere på dagen. Men de var ikke interesserede i mandens navn, eller hans adresse. “Der er ingen sag”, sagde de, “ingen fysiske beviser”. Og betjenten sagde gudhjælpemig at “han var nok bare en typisk ung mand, som var blevet forvirret over mine signaler”. Kæft jeg følte mig så svigtet af systemet. Jeg føler mine signaler var klare, han fik både et højt nej, og en albue i siden. Det er nogle år siden nu, og jeg har ofte overvejet hvad jeg kunne have gjort anderledes i situationen. Den oplevelse har betydet meget for den måde jeg er på i den offentlige rum, og det tog måneder at komme mig over det, sådan nogenlunde. For slet ikke at tale om tillidsbruddet fra politiets side.