Fyret

Fra jeg var 18 til 24 afbejdede jeg som ferieafløser på at lager for at supplere min S.U. De første år gik det fint derude, men da jeg så skiftede fra dagsholdet til aftenholdet gik det galt. Første dag jeg starter på aftenholdet skal jeg ned i tøjdepotet for at få mit arbejdstøj. Jeg beder lederen af aftenholdet, en enlig, storrygende, stordrinkende, mand i 60’erne om nøglen, men han insisterer på at han er nødt til selv at gå med, og ikke må udlevere nøglen. Han og jeg går ind i tøjdepotet, og jeg går fokuseret mod hylderne for at finde min arbejdstøj i min størrelse. Han låser døren og da jeg ved lyden af dørens smækken kigger uforstående på ham, svarer han bare at jeg skal tage mit tøj af for ellers kan jeg jo ikke vide om arbejdstøjet passer. Heldigvis finder jeg styrke og siger at “det er i hvert fald det sidste jeg skal” og går direkte mod døren, låser den op og forlader tøjdepotet med mit arbejdstøj i favnen.
Han følger efter mig, grinende over mit ubehag og indhenter mig mens jeg går småløbende tilbage af en lang ensrettet gang, hvor der er døre ind til alle omklædningsrummene. Vi passerer herreromklædningen og han siger, at det er bedst jeg får et skab ved siden af ham, så kan han hjælpe mig med alt jeg skulle få brug for. Jeg kigger på ham, og siger at jeg hellere vil undvære et skab end at klæde om sammen med ham. Han griner og frydes over at jeg bliver mere og mere ubekvem. Vi kommer tilbage til vores afdeling på lageret og resten af arbejdstiden prøver jeg at undgå ham.

De følgende dage intensiverer han, hans tilnærmelser og trænger mig flere gange op i en krog for at tvinge mig til at tage mit tøj af, vel at mærke mit ude på lageret hvor alle arbejder. Han kører på en stor eldrevet løftevogn og truer mig så jeg ikke kan bevæge mig. Kører han vognen tættere på mig, vil mine ben brække, da jeg står så tæt op af væggen. Heldigvis kan jeg skrige, og de andre ser ham og han fordufter. Men han giver ikke op. Han begynder kun at trænge mig op når jeg befinder mig tæt på en larmende maskine, så mine skrig ikke kan høres. Han står hævet oppe på vognen og kigger nedladende på mig og laver bevægelser som om han spiller pik på sig selv mens han han laver ekstrem vamle stønnelyde. Han truer igen, og jeg siger “hellere brækkede ben end noget som helst der vedører dig og din vamle krop, din fucking skændsel for en leder!”. Han griner og mærker hans skræmmekampagne virke, så han bakker vognen, lader mig slippe og giver mig et blik ala “jeg skal nok få dig kælling”.

Derefter klager jeg til min afdelingsleder. Fortæller det hele. Og begår den store fejl, at jeg græder. For min afdelingsleder ændrer pludselig sin mimik, stopper mig og siger, at jeg ikke skal være så sart, og at tonen på et lager altså kan være hård.

Jeg råber af ham. Siger, at hvis det her var sket for hans datter, havde han fandme ikke reageret som sådan en vatpik. Og synes han jeg taler grimt, kan han jo give sige til at græde over tonen! Jeg smækker med døren og tager hjem fra arbejde.

Næste aften, ser jeg krænkerken hyggesnakke med afdelingslederen. Jeg kommer i tanke om at de jo har en lottoklub sammen og indser at slaget er tabt. De er venner og jeg er bare en ligegyldig ferieafløser, der forsvinder igen. Til trods for at jeg har arbejdet der adskillige år.

Jeg går direkte til HR chefens kontor, som til mit held er en kvinde, tænker jeg. Fortæller hende historien og hun noterer alt. Jeg oplever at hun tager mig alvorligt, men samtidig er hun også tilbageholden. Hvorfor kan jeg ikke tyde.

Krænkeren er led ved mig de kommende dage. Jeg venter på at høre nyt fra HR chefen alt i mens krænkerken sender udenfor i gården at arbejde hvor ingen kan se mig. Der er mørkt og her har han frit spil. Han ved tilsyneladende alt om min anmeldelse og for det skal jeg straffes. Så jeg er blevet teamet op med lagerets ulækreste mand. Han er kendt som manden der aldrig har fået sex andet end det han tvinger og køber sig til. Han bruger hele hans løn på chokolade fra slikautomaten på lagere og fiskeudstyr. Han lugter. Rigtig meget. Derfor arbejder han altid kun udenfor. Han er væmmelig og jeg er bange for ham. Men jeg ved at der er overvågningskameraer så jeg føler mig ikke fuldstændig blottet. Jeg bider det i mig, og klarer mig med alskens bandeord og en ekstrem aggressiv og afvisende adfærd.

Lige indtil krænkerken kommer og truer igen. Jeg er bange. Og leder efter udveje. Jeg har ingen. Jeg er trængt op af de to fucking væmmelige liderbukke. Jeg finder heldigvis min mobil fra lommen og ringer til en kollega fra lageret jeg har det godt med og beder ham komme mig til undsætning. Det gør han, og reder mig.

Dagen indkaldes jeg til møde med den øverste chef af hele virksomheden. Jeg fortæller alt. Tillidsmanden er indkaldt. Min afdelingsleder sidder med. HRchefen er der. Jeg føler mig hørt. De siger det er alvorligt. I lettelse over endelig at kunne ånde lettet op, kniber jeg modvilligt en tåre. Det var en igen en stor fejl.
Da mødet er afsluttet holder krænkeren sig fra mig.
Der er en stemning blandt alle på lageret at der er noget i luften. At krænkeren skal fyres. Andet er utænkeligt. Jeg bliver bakket op af mine kollegaer der siger de støtter mig.

Men det utænkelige sker. For krænkeren og tillidsmanden går til luder sammen. Det fortæller en anden ansat mig. Han siger jeg ikke skal regne med at der kommer til st ske andet end at jeg får en fyreseddel.

Og ganske rigtigt. Det var det der skete. Efter at min afdelingsleder havde holdt et møde for hele afdelingen, dvs. morgenhold, middagshold, eftermiddagshold og aftenhold hvor han forklarede at hvis nogen havde hørt nogle rygter om krænkeren og min tvist, så skulle de vide at jeg havde besluttet at sige op fordi jeg var for sart.

Og sådan endte det. Fyret. Og offer. Men jeg stod stærkt og sagde min mening. Jeg kæmpede for min sag. Og det har gjort hele episoden lettere