Jeg var for et halvt års tid siden i byen med et par venner. Jeg går på toilettet og kommer tilbage kort efter, men “min plads” er optaget af en person vi ikke kender. Han snakker til min veninde, der udover at være meget meget fuld også er meget flot. Jeg sætter mig ved siden af og overhører ham sige “Du har virkeligt flotte bryster” til min veninde, hvorefter jeg kigger koldt på ham, kampklar og hvilepuls på 200 og siger noget i retning af “Jeg hørte dig ikke sige det jeg tror du sagde vel?”. Han svarer jo og jeg starter i min milde brandert på en lang rant om hvor forfærdeligt det han har sagt er, rant rant rant. Jeg husker det som om jeg gik efter bolden, men jeg var ikke ædru så det kan jeg ikke garantere.
Han lader mig tale/råbe færdigt, kigger på mig og siger:
“Det giver sgu ret god mening. Du har jo ret. Det er jeg ked af”, hvorefter han hi-fiver mig og siger undskyld til min veninde. Og så sidder jeg glad, paf, stadig sur og helt rundt på gulvet. Men hvor var det fedt. Hvor var det fedt at konfrontere nogen og lukke alt det galde ud man har opbygget, og så blive accepteret, få ret (what?) og ende med bedre stemning end før den blev dårlig.
Like

























