Zillma

Jeg voksede som et genert, socialangst barn med en uhyggelig konfliktskyhed og flinkeskole kompleks. Jeg havde aldrig sagt nej, aldrig lært at sætte grænser, fordi min hverdag var fuld af grænseløshed.

Jeg var blevet mobbet det meste af min barndom i Folkeskolen. Da jeg var en af de første piger, der fik bryster – fik jeg en ny slags opmærksomhed og i frikvartererne samledes en del drenge for at tage på mine bryster.

Der er ikke så mange, der forstår, at når man KUN har lært “FREEZE” i flight, freeze og fight. Så er man et let offer for andres overgreb. Det er vigtigt at lære sine børn, at sige fra og de lærer man kun, hvis kun, hvis forældrene også respekterer børnenes grænser.

Med psykisk sygdom og en streng opdragelse, var der ikke rigtig grundlag for at søge hjælp hos andre.

Jeg fik mange, mange gange i løbet af de år overtrådt mine grænser – fordi jeg ikke turde insistere på, at jeg ejede mig selv. Jeg var vant til at andre bestemte over mig..

Jeg bliver så ked af det, når jeg ser , at de purunge piger forventes, at kunne sige fra selv. Der er så mange sociale problematikker i spil i den alder og voksne glemmer som regel, at deres børn reagerer på andres overgreb som de har lært at reagere på forældrenes grænseoverskridelser. Så har forældrene et lydigt barn. Kan de godt forvente, at barnet OGSÅ er lydigt overfor fremmede menneskers krav og grænseoverskridelser. Min mor sagde altid, at “han” ville have hende. Hun spurgte aldrig selv selv om hun ville have “ham”. Hun stillede op, blev misbrugt og fik det hamrende dårligt med sig selv.

HVEM beskytter de, der ikke har selvværd nok til at sige fra ? SVAR: INGEN !! ØV !!

Jeg blev senere voldsom i skolen og reagerede på alt det, der havde hobet sig op. Men det er en anden historie. Teenage-drengene vidste godt, at det ikke var okay. Derfor skete det i det skjulte.

Jeg er vokset fra den tilstand for mange, mange år siden. Men det påvirkede mig i mange år frem, da jeg skulle lære at elske mig selv nok til at sætte mig selv først, og ikke bare se mig selv som et objekt for andres behov.