En tidligt morgen i vinteren 2009 holder jeg ved rødt lys i et kryds. Der holder en kvinde ved siden af mig. Pludselig kører en anden bil med høj fart op og holder lige bagved hende, en mand farer ud, op til kvinden i bilen foran, hiver døren op og begynder at slå hende i hovedet. Jeg tør ikke stå ud, men begynder at dytte langt og højlydt for at tiltrække opmærksomhed fra mennesker omkring på gaden. Der bliver grønt lys, kvinden sparker manden væk, smækker døren i og kører væk med høj fart. Det hele gik så stærkt, men jeg når at notere mig både nummeret på kvindens bil og nummerpladen på mandens bil. Jeg er rimeligt chokeret og ringer til politiet på 114 så snart jeg kommer på arbejde. Det første jeg får ad vide er, at de ikke vil tage en anmeldelse for det er jo ikke mig der er blevet overfaldet. Nej siger jeg, men jeg vil gerne have hændelsen noteret hos politiet, så hvis kvinden anmelder overfaldet, skal hun vide, at jeg var vidne og at jeg har mandens nummerpladenummer. Her svarer betjenten i telefonen “lad os nu ikke male fanden på væggen, det kan være hun kendte ham. Måske var det bare en uoverensstemmelse mellem et ægtepar” (!!). Jeg insiterer på at betjenten noterer hændelsen og nummerpladerne på de involvedere, men jeg har på fornemmelsen han ikke skriver noget ned. Jeg har aldrig hørt noget sidtil sagen siden.

























