I Go-morgen TV taler de om de nye etiske regler som modebranchen vil til at bruge. Jeg bliver irriteret. Selvom det er et forsøg på at afhjælpe spiseforstyrrelser, så er der stadig tale om en kontrol af kvindekroppen. Nu må vores kvindekrop bare ikke se usund ud.
Det er min kvindekrop som er samtaleemnet. Hele mit liv har min krop, og kvindekroppen generelt, været et emne vi kunne tale om. Min fars venlige og forsagte kommentarer: “Nu skal du vist passe lidt på figuren”. Min mors usikkerhed omkring hendes egen krop. Mænds kommentarer. Veninders samtaler om deres udseende. Ros når jeg tabte mig. Ris når jeg tog på. Min krop er ikke til for min skyld alene – Den er en ting, alle i fulde alvor må diskutere. Jeg er vokset op med at vide, at min krop kan voldtages, mishandles, sælges (både til billeder og til sex), kommenteres, accepteres, hades, elskes, nydes, råbes af m.m. Det er ikke underligt, at jeg har udsat den for forskellige former for had igennem hele mit liv, for det har ikke føltes som om den var min. For alle taler om den hele tiden, uafhængigt af hvad jeg ellers foretager mig eller drømmer om. Så skal jeg altid fastholdes i en krop som åbenbart er fælleseje.
Jeg har langt hår. Jeg har altid haft langt hår. Mine forældre elskede mit lange hår. Engang i 9.klasse lod jeg en veninde klippe det af i et frikvarter fordi jeg var pisse-ligeglad. Det var jo bare hår. Min far blev ked af det. Hvorfor betyder mit udseende så meget for alle andre, når den eneste det burde betyde noget for er mig selv. Hvis VI nu bare kunne lade være med at tale om den hele tiden, så jeg måske bare kunne tale med den selv. Så jeg måske kunne blive glad for den, fordi den er helt min egen og fordi den er pisse-dejlig præcis som den er!

























