Marie

Jeg laver feltarbejde til et ph.d.-projekt på et hospital. En ældre mand skal have taget nogle prøver. Vi snakker sammen, mens jeg sidder og følger med i lægens gøremål. På et tidspunkt siger han med et smørret grin, at det er dejligt med en ung dame i lokalet som kan henlede tankerne på andre ting. Jeg ignorerer ham, og taler videre om noget andet. Han spørger, om jeg vil holde i hånden, mens lægen tager en prøve. Jeg svarer ikke umiddelbart. Lægen siger henover hovedet på mig: hun ignorerer dig vist lidt hva?? Jeg bliver småirriteret, men ender med at holde manden i hånden alligevel. Han siger, uha uha du kan få mig til at tænke på noget andet, jeg siger ikke hvad… Jeg synes det er grænseoverskridende, og får en ubehagelig følelse af anspændthed i kroppen, men kan ikke finde på noget at sige. Jeg ved godt, at han også var i en objektposition på det tidspunkt, men det gjorde det vel sådan set ikke i orden at være ubehagelig over for mig. Og lægen – som egentlig er min kollega – kunne faktisk have sagt fra. Tænker på alle de sygeplejerske og læger af begge køn, som måske ofte kommer ud for at patienter er lidt (eller meget) grænseoverskridende, det er sgu ikke i orden.