For to uger siden var jeg i byen i København. Ramte dansegulvet med min veninde og hendes kæreste, der var mange mennesker, og pludselig dansede jeg med en flot fyr. Det var helt cool – sådan bare at glide over i en dans med en fremmed. Vi talte ikke, men dansede bare, også tæt. Pludselig stikker han hånden ned i mine bukser foran. Uden et ord eller en grimasse. Jeg reagerer ved at trække mig væk og være helt paf. Det er så svært at stable en ordenlig indigneret reaktion på benene i disse situationer, fordi du som regel bliver så overrumplet, måske forskrækket, at første tanke bare er at komme ud af situationen. Først bagefter mærker du vreden og følelsen af at være krænket. Der er så utroligt langt imellem flirteri og fysisk grænseoverskridende adfærd, så det ene overhovedet ikke bør lede til det andet. Og jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig at foretage mig noget lignende selv. Til gengæld kan jeg heller ikke forestille mig at holde op med at danse, plirre med øjnene eller tage det tøj på, jeg synes, jeg ser flot ud i. Det er nogle andre, der skal revidere deres adfærd.

























