En aften går jeg på strøget, på vej mod metroen og hjem. Falder i snak med en ung fyr som umiddelbart virker flink og sympatisk. Han skal også med metroen, så vi går bare og snakker på vejen. Han fortæller blandt andet om hans problemer med racisme her i Danmark og jeg er enig, der er store problemer med racisme. Han fortæller om en bestemt episode fra hans arbejde hvor han finder en pung og leverer den tilbage og at alle de andre havde troet han ville tage pengene fra pungen først, fordi han er mørk i huden.
Nåh men så kommer vi ned til metroen og jeg spørger hvor han skal af. Han skal af på Lergravsparken. Jeg skal selv nogle stop længere, så det er fint. Da vi kommer til Lergravsparken, står han ikke af. Jeg spørger ham, om han ikke skulle af – hvorfor han bliver siddende. Det glider han lidt af på og jeg begynder at blive ubehageligt til mode. Jeg står af på Amager Strand som er tæt på mit daværende hjem og han går med ud. Begynder at sige at han vil følge mig hjem, hvilket jeg siger at han ikke skal. Vi står lidt på stationen og jeg kan ikke finde på andet end bare at skynde mig hjem alligevel. Han følger efter/med mig hele vejen til vi står foran min opgang og jeg siger at han altså ikke skal med ind. At han skal gå nu. Han prøver alligevel, men jeg får skubbet ham ud.
Han siger at jeg bare er ligesom alle de andre, jeg er en racist ligesom alle dem der troede han ville stjæle de der penge. Da jeg kommer ind i opgangen, smækker døren ikke som den skal. Nu synes jeg det er virkelig ubehageligt og mit hjerte sidder oppe i halsen. Jeg går tilbage for at finde ud af, at han diskret har sat sin fod i døren, så den ikke vil lukke. Det lykkes mig efter nogen masen og skubben, at få hans fod ud på den anden side og lukket døren.
Så fik jeg hørt det med, at jeg skulle være racist, fordi jeg ikke kan lide når en mand jeg har “kendt” i højst en halv time, følger efter mig og prøver at mase sig ind i mit hjem.

























