F

Da jeg gik i 8. klasse, var jeg på vej hjem i bussen alene. Ind kommer tre unge dreng, og den ene sætter sig bag mig, imens de to andre sætter sig ved siden af mig. Jeg er lidt utilpas, da jeg bedst kan lide at sidde alene, men jeg vender min fulde opmærksomhed mod vinduet. Jeg kan mærke, at der bliver hevet lidt i mit hår, og jeg tænker, at en af drengene ved et uheld har holdt om mit sæde og fået et par af mine hår med. Det bliver imidlertid ved, og der er ikke tvivl om, at det ikke er en fejl. Jeg vender mig om, og beder dem om at lade være, og drengen bag mig svarer med at ryste stærkt på hovedet og sige “hvad gjorde jeg?”, som om jeg er sindssyg. Ved næste stop rejser drengene på sædet bag mig sig op, og det samme gør drengen ved siden af mig – efter han har kørt hånden opad mit inderlår og på vejen ud lagt sine hænder på min jakke, hvor mine bryster befinder sig. De løber grinene ud af bussen, og efter et stop begynder jeg at græde. Meget heftigt. Ingen i bussen har foretaget sig noget, og gør det heller ikke hele vejen til bussens endestation, hvor jeg, stadig grædende, står af bussen. Den dag skete der noget med mig og mit syn på det gode i andre mennesker. Jeg havde brug for, at der var bare en, der havde reageret. Især da jeg fik indtrykket af, at det var noget drengene gjorde for sjov, og at de kun tog bussen af denne årsag. Tanken om, at det var op til mig, udover at blive krænket, også at skræmme drengene nok til, at de ikke gjorde noget lignende overfor en anden, fik mig til at føle mig helt alene. Hvis jeg nogensinde selv ser noget lignende, så gør jeg noget. For det er næsten det værste at miste troen på det gode i mennesker – ikke dem der udøver sådanne klamme ting, men dem der bare ser på. Uden at reagere.