cl

min datter på 10 synes det er ubehageligt og føler sig utryg ved, at en mandlig medarbejder i hendes institution altid vil give hende knus, selvom hun tydeligt siger fra og gør opmærksom på, at hun ikke bryder sig om det. Han hører ikke efter og forfølger hende hver dag rundt i institutionen for at give hende de forhadte knus.

Efter forgæves at have sagt fra over for ham, går hun til en anden medarbejder med problemet. Han siger at den anden medarbejder jo bare godt kan lide at give knus og det ligger ligesom i det at det må hun lære at finde sig i og at hun er for snerpet.

Til sidst tog jeg selv en samtale med institutionen. Men hvor er jeg bare stolt over at min lille datter er stærk nok til at sige fra, og til at gå videre med sagen til en anden person (selvom denne ikke var særligt lydhør). Det ville jeg aldrig selv have turdet som barn.