Maja

Det er snart ved at være mange år siden, men det er en dag jeg desværre, tror jeg aldrig vil komme til at glemme. Jeg var 11 år gammel og sad i bussen 2A på vej hjem fra skole. Jeg sad bagerst i bussen ved vinduet – helt i min egen verden, da en mand på 30–40 år satte sig ned ved siden af mig. Efter vi havde kørt et par minutter mærkede jeg en hånd på mit knæ der langsomt begyndte at nærme sig mit inderlår. Jeg kan huske, at jeg var så bange og følte mig så ydmyget og krænket, at jeg ikke kunne bevæge mig. Så snart bussen stoppede sprang jeg nærmest op af sædet og løb ud af bussen 2 stop fra hvor jeg oprindeligt skulle af. Jeg prøvede at berolige mig selv, selvom jeg bare havde lyst til, at give mig til at tude. Jeg troede det hele var overstået, men efter et par minutters gang stod jeg foran lejlighedkomplekset hvor jeg boede og var i gang med at låse døren op, da jeg hørt én råbe noget i nærheden af mig på et sprog jeg ikke forstod. Jeg vendte mig om og så at manden fra bussen havde fulgt efter mig, og var på vej hen imod mig. Jeg skyndte mig at låse døren op og smækkede den i hoved på ham, hvor jeg derefter løb ind i lejligheden.
Jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle det til mine forældre da de kom jeg og sagde bare at jeg var ked af det på grund af at jeg blev mobbet i skolen. Jeg er 18 år nu og har stadig ikke kunne få mig selv til at fortælle det til nogen jeg kender.
Jeg syns ikke det kan være rigtigt, at jeg skal jages af det minde resten af livet bare fordi et eller andet røvhul ikke kunne finde ud af at holde fingrende for sig selv.