Jeg er lesbisk og har den skønneste kæreste. Vi holder godt nok vores forhold hemmeligt, for mere end halvdelen af vores bekendtskaber, da vi ikke ønsker at visse minoriteter af befolkningen, skal kunne snakke i krogene og i værste fald udstøde os. At være homoseksuel er i mange kulturer et stort tabu.
Vi befærder os i ny og næ ud i nattelivet, mest på homosteder, men somme tider på heterodiskoteker. Når stive og liderlige mænd begynder at lægge an på os, prøver vi så høfligt som muligt at afvise dem og ignorere dem. Men det hænder, desværre 70% af tiden, at disse mænd ikke forstår en afvisning og at de bliver ved. Når jeg fortælleren at vi er kærester med hinanden, og at de ikke skal være sjofle, så ved jeg i virkeligheden ikke hvad de forstår ved den sætning, for de bliver endnu ivrigere end hvad de ellers har været og tror selvfølgelig at vi lyver. I alt for mange tilfælde har vi været nødt til at forlade stedet for at slippe af med folk.
Jeg har været ude for episoder hvor jeg har kastet mad efter en fyr, i desperation for at få ham væk. Han blev ved med at forfølge og chikanere os. Til sidst blev det for meget.
Selv efter en flyvende burger blev han ved.
Jeg forstår ikke hvordan disse mænd kan være så desperate. Jeg forstår ikke hvorfor de ikke kan forstå et nej. Jeg forstår i aldeleshed ikke hvorfor de ikke kan lade et kærestepar være i fred og slutte fred med at der findes feminine lesbiske, som ikke umiddelbart ligner lesbiske.
Skal jeg virkelig have en mand ved min side, for at kunne gå i fred i Danmark? Ikke nok med at jeg skal leve i skjul idet daglige, så kan jeg ikke leve i fred i de små øjeblikke hvor jeg kan stå ved hvem jeg er..

























