På vej til en veninde. Sidder i metroen på et af klapsæderne, da tre drenge på 14 – 15 år kommer ind. De fylder meget, hopper op på hinanden og råber. Damen, der sidder ved siden af mig og jeg skal af samme sted, og inden vi får rejst os op, maser to af drengene sig forbi for at tage pladserne. Jeg vælger ikke bare at træde til side og den ene af drengenes arm rammer mig. Jeg lader som ingen ting og stiller mig klar til at metroen stopper. Så råber han “fisse” af mig. Jeg vender mig rundt og ser ondt på ham og vender mig så rundt igen. Så mærker jeg et slag på ryggen. Inden jeg når at tænke, vender jeg mig rundt og slår med knyttet hånd drengen på armen og siger: “Du skal ikke slå mig. Hvad bilder du dig ind, hvem tror du, du er?” “Det var ikke mig,” siger han lidt overrasket og griner fjoget til sine venner. Metroen stopper og jeg går ud og kan høre dem diskutere, hvad der er sket. Da jeg kommer op af trappen, har de allerede taget elevatoren. Jeg kan ikke rigtig vurdere om det er mig, de venter på, men vælger at stirre på dem, mens jeg går min vej. Hele vejen er jeg dog bange for, at de kommer efter mig, men jeg når frem uden at høre mere til dem. Det er sjældent, at jeg reagerer med det samme på den slags oplevelser, men tror jeg efterhånden havde fået samlet til bunke og derfor bare reagerede uden at tænke over det. Før bagefter. Og nu sidder jeg først og fremmest og er frustreret over, at sådan en gruppe møgunger har påvirket min aften 🙁

























